Adam Aamann bliver ansigtet på ny kampagne
Små Film producerer en ny kampagne for VICA Danmark med kok og restauratør Adam Aamann. Serien følger årets fire sæsoner fra hans drivhus og kombinerer gastronomi, dyrkning og udeliv.
by Mathias, 8. september 2025

Gastronomi møder drivhusliv i ny kampagne med Adam Aamann
Små Film har i samarbejde med VICA Danmark konceptualiseret og producerer en ny kampagne med kok og restauratør Adam Aamann i hovedrollen.
Kampagnen udfolder sig over årets fire sæsoner og består af en række film, der både sætter fokus på funktionaliteten i VICAs drivhuse og orangerier og samtidig bringer Adam Aamanns gastronomiske univers i spil. I serien deler han opskrifter, råvarer og inspiration fra sæsonens køkken – direkte fra sit eget drivhus.
En sæsonrejse i drivhuset
Optagelserne finder sted hos Adam Aamann i København, hvor hans drivhus danner rammen om fortællingen. Her udforskes de danske sæsoner gennem råvarer, dyrkning og madlavning, mens Adam deler ud af sin erfaring som kok og restauratør.
Serien kobler dermed gastronomi, haveliv og arkitektur i et format, hvor inspiration til mad og dyrkning går hånd i hånd med fortællingen om livet i et drivhus.
“Vi tror på kommunikation, hvor brands møder mennesker gennem viden og inspiration. I denne kampagne sætter VICA ansigt på og deler ud af ekspertise til forbrugerne – og det er et stærkt udgangspunkt for en engagerende fortælling,” siger Mathias Taichi Ohira Poulsen, Brand Lead & Partner i Små Film.
Udviklet i samarbejde med VICA
Små Film har sammen med VICA Danmark udviklet konceptet og står for produktionen af kampagnens film. Indholdet produceres løbende gennem året for at følge sæsonernes skiften og skabe en naturlig fortælling omkring råvarer, dyrkning og udeliv.
Filmene distribueres på tværs af platforme, herunder sociale medier og YouTube.
Serien har fået titlen “Grønt året rundt – en sæsonrejse med Adam Aamann”og giver seerne et indblik i, hvordan drivhuset kan danne ramme om både dyrkning, madlavning og udeliv gennem hele året.

